Flere biler står under vand ved Esbjerg Havn. Det sker som følge af forhøjet vandstand ved Vadehavet.
Det skriver Syd- og Sønderjylland på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.
Politiet har derfor igangsat nødflytning af andre biler, som også er i fare for at blive oversvømmet.
Den forhøjede vandstand skyldes ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, at et mindre lavtryk over Nordsøen tirsdag eftermiddag og aften bevæger sig ind over den nordlige del af Jylland og Skagerrak.
Ifølge Trine Pedersen, vagthavende meteorolog på DMI, har vandstanden nået toppen og vil falde i løbet af tirsdag aften.
Det har også haft betydning for Fanø-færgen, der i et par timer ikke kunne medtage passagerernes biler. Ved 20.20-tiden tager færgen dog igen biler med under overfarten.
I den sydvestjyske by Varde har forhøjet vandstand oversvømmet Tarphagebroen, som derfor er lukket.
/ritzau/