Regeringens lønpulje skal blot være en engangsforestilling, hvis den danske model skal sikres.
Sådan lyder det fra Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) formand, Morten Skov Christiansen, til Dagbladet Information.
Meldingen kommer i kølvandet af regeringens tilkendegivelse op til de kommende trepartsforhandlinger, om at en række faggrupper skal have mere i løn.
– Det er klart, at vi er optaget af at værne om den danske model og sikre, at vi også har en dansk model, som fungerer på det offentlige arbejdsmarked i fremtiden. Og derfor ser jeg gerne, at den her trepartsforhandling er en engangsforestilling, siger han til Information.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt på vegne af regeringen, at en række faggrupper bør tildeles et lønløft på sammenlagt tre milliarder kroner frem mod 2030.
Der er specifikt tale om social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i Kriminalforsorgen, som regeringen har i kikkerten.
Det er disse grupper, hvor det er svært at fastholde og tiltrække medarbejdere, sagde statsministeren til TV 2 lørdag.
Morten Skov Christiansen understreger over for Information, at han udmærket er klar over, at lønpuljen ikke bare bliver et stort “tag-selv-bord”.
Regeringen og arbejdsgiverne vil også komme med nogle modkrav til lønmodtagerne, som “vil gøre ondt på os”, siger han til mediet.
/ritzau/