Landsret: Dommer kunne fremstå inhabil i erstatningssag

    Østre Landsret sendte tirsdag en erstatningssag om uberettiget varetægtsfængsling tilbage til byretten i Odense.

    Ifølge David Lublin, som er forsvarer for en af de fire involverede i sagen, skyldes det, at landsretten kom frem til, at byretsdommeren, som havde afvist at give erstatning, kunne fremstå som inhabil.

    – Kort fortalt havde hun varetægtsfængslet min klient og nogle andre i sagen. Hun havde også haft nogle fristforlængelser. Hun var også retsformand i nævningesagen, hvor de blev frifundet. Og så skulle hun også afgøre erstatningssagen, siger han.

    Det afgørende er ifølge advokaten ikke, at byretsdommeren har haft selve straffesagen.

    Men han og de andre forsvarere så et problem i, at erstatningssagen skulle behandles af den samme dommer, som havde varetægtsfængslet flere af de involverede.

    Derfor dukkede de tirsdag op i Østre Landsret med en påstand om, at sagen skulle sendes tilbage til byretten.

    Fem ud af seks stemmer i landsretten gav ifølge David Lublin forsvarerne ret i, at dommeren kunne fremstå som inhabil.

    Retten har ikke taget stilling til, om dommeren er inhabil, men kun om hun kan fremstå sådan.

    Ifølge Fyens Stiftstidende blev mændene frifundet for et skyderi mod en bil på Bøgetorvet i Vollsmose.

    /ritzau/