Danmark vil hente seks F-35-kampfly hurtigt hjem fra base i USA

    Danmark vil hente seks F-35-kampfly hjem fra Luke Air Force Base i Arizona, USA, fordi den oprindelige leverance af kampflyene er forsinket.

    Det siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) efter et møde på Ramstein-basen i Tyskland.

    – Vi går nu i dialog med amerikanerne om, hvorvidt det kan lade sig gøre at tage nogen af flyene hjem fra Luke Air Force Base i en periode, for at vi så potentielt kan lave et arrangement, hvor amerikanerne kan stille fly til rådighed, siger han.

    Leverancen af nye F-35-kampfly til Danmark blev for nyligt meldt forsinket.

    De fly, der skulle være modtaget i første halvdel af 2024, kommer tidligst i anden halvdel af 2024.

    Det kan potentielt udskyde donationen af danske F-16-kampfly til Ukraine, fordi de nye F-35 kampfly skal overtage deres opgaver.

    Derfor vil Troels Lund Poulsen lave en form for byttehandel med amerikanerne.

    I dag står der seks danske F-35-kampfly på Luke Air Force Base i Arizona, som bruges til at træne danske piloter i Danmarks nye kampfly.

    Hvis USA kan stille andre F-35-fly til rådighed på luftbasen, kan Danmark hurtigere hente de seks fly, der er blevet brugt til træning, hjem til Danmark.

    – Jeg har haft lejlighed til at diskutere det med nogen af de folk, der arbejder for Austin i dag, siger Troels Lund Poulsen med henvisning til den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin.

    Danmark har i samarbejde med Holland påbegyndt en træning af ukrainske jagerpiloter, inden de danske og hollandske F-16-kampfly sendes til Ukraine.

    Troels Lund Poulsen anerkender dog, at der kan være brug for endnu flere piloter, end Danmark kan træne, hvis det skal gøre en større en forskel i krigsindsatsen.

    – Hvis vi skal skalere træningsaktiviteten, er der brug for, at flere lande byder sig til. Dér er USA afgørende, fordi de har kapaciteten til det, siger forsvarsministeren på Ramstein-basen.

    Han understreger, at USA ikke selv har meldt sig klar til dette. Men Troels Lund Poulsen mener, at amerikanerne rykker sig på sagen.

    /ritzau/