Københavns Politi har tirsdag sigtet tre mænd for omfattende svig med skat og moms.
Politiet skriver i en pressemeddelelse, at mændene er mistænkt for at have købt fiktive fakturaer af et organiseret hvidvasknetværk.
Ifølge politiet har den årelange efterforskning af hvidvasknetværket ført til sigtelser for hvidvask af mere end 600 millioner kroner.
I efterforskningen af netværket er Københavns Politi blevet opmærksom på to virksomheder, som man mistænker for at have købt fiktive fakturaer.
De mænd, som tirsdag blev sigtet i sagen, har relation til de to virksomheder. Der er tale om to 38-årige mænd og en 41-årig mand.
– Der er tale om en meget omfattende og langvarig efterforskning, hvor vi har arbejdet os systematisk frem for at ramme alle led i kæden, siger vicepolitiinspektør Anne Katrine Kristensen i pressemeddelelsen.
Hvidvasknetværket har stået bag selskaber, der har udstedt fiktive fakturaer for ydelser, der aldrig er blevet udført. De selskaber kalder man B-selskaber.
De er blevet anvendt af A-selskaber, der bestiller og betaler de fiktive fakturaer. Til gengæld afleverer bagmændene kontantbeløb til A-selskaberne.
På den måde mener politiet, at de mistænkte har unddraget store beløb i skat og moms fra staten.
Ud over anholdelserne har politiet også ransaget fire adresser og beslaglagt et større pengebeløb tirsdag.
Flere er allerede idømt lange fængselsstraffe i hvidvasknetværket.
Så sent som mandag fik en 36-årig mand fire års fængsel, da han tilstod i sagen.
/ritzau/