De foreløbige ejendomsvurderinger rammer skævt på mere end hver tredje ud af 82.603 ejendomme, som blev solgt fra juli 2021 til juli 2022.
Det skriver DR på baggrund af data fra ejendomsdatafirmaet Resights.
DR har sammenlignet ejendommenes salgspris med den foreløbige vurdering fra Vurderingsstyrelsen.
21 procent af ejendommene blev solgt for en pris, der ligger mere end 20 procent over vurderingen. Og 14 procent blev solgt for mere end 20 procent under vurderingen, skriver DR.
Jan Pries-Heje, der er professor i informatik ved Roskilde Universitet, siger til mediet, at han er overrasket over, at kvaliteten er så ringe.
– Man har brugt fire milliarder kroner på et nyt system. Det er en totalt elendig investering, så man må så sandelig håbe, at de får forbedret kvaliteten ganske hurtigt, siger han til DR.
De foreløbige 2022-vurderinger blev sendt ud mandag den 11. september.
Som udgangspunkt kan man hverken klage over eller rette i de foreløbige vurderinger. Først når den endelige 2022-vurdering ifølge planen lander engang i 2025, kan man rette fejl og klage.
Fredag sagde skatteminister Jeppe Bruus (S) dog til DR og TV 2, at 68.000 ejendomsvurderinger skal gennemgås for fejl. Det er de vurderinger, hvor værdien for grunden er vurderet højere end den samlede værdi for ejendommen.
/ritzau/