13 sovende personer omkommer i fabriksbrand i Indien

    13 personer er omkommet i en fabriksbrand i nærheden af New Delhi i Indien. Det oplyser det lokale politi natten til fredag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Flere personer er desuden kommet til skade som følge af flammer eller røg.

    Nyhedsbureauet oplyser ikke, om branden er slukket eller antallet af medarbejdere på den ramte fabrik.

    – Branden brød ud i en fabrik i et beboelsesområde i Sahibabad omkring klokken 4.30 om morgenen. 13 personer, som overnattede der, er døde, og to-tre personer bliver behandlet på hospitalet, siger Bhagwat Singh, talsmand for det lokale politi, til AFP.

    Han tilføjer, at en kortslutning sandsynligvis startede branden og er skyld i tragedien på fabrikken, hvor der laves læderjakker og andre former for beklædning.

    Fabriksbrande forekommer hyppigt i Indien, hvor sikkerhedsforanstaltningerne ifølge AFP er dårlige.

    /ritzau/