Advokater kræver sag mod Sanjay Shah afvist

    Gang på gang har danske ministre i medierne udtalt sig i bastante vendinger om den milliardsvindeltiltalte Sanjay Shah. Nu vil Shahs advokater have hele sagen afvist, fordi udtalelserne efter deres opfattelse strider mod Menneskerettighedskonventionen.

    Spørgsmålet skal behandles ved et retsmøde ved Retten i Glostrup 25. september.

    – Vores synspunkt er, at de udtalelser, som er fremsat kontinuerligt over en lang årrække, kan være i strid med uskyldsformodningsreglen, men også har skabt en generel og udbredt opfattelse af, at manden er skyldig, siger Kåre Pihlmann.

    Uskyldsformodningsreglen er nedfældet i Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og har status af lov i Danmark. Den siger, at man som sigtet skal anses som uskyldig, indtil man eventuelt måtte blive dømt.

    I det processkrift, som Kåre Pihlmann og Mikael Skjødt, der er Shahs anden advokat, har sendt til retten, er der henvist til fire domme fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, som netop handler om ministres udtalelser om en sigtets skyld.

    Og derudover har advokaterne gennemgået udtalelser i pressen fra danske ministre og myndigheder.

    – Vi har fundet en masse eksempler på, hvad udenrigs-, skatte- og justitsministre har sagt gennem årene. Og der har vi fundet en række eksempler, der i vores optik kan være et problem, fortæller Kåre Pihlmann.

    /ritzau/