Tidligere ungdomsformand bliver radikales nye spidskandidat

    Sigrid Friis Frederiksen er blevet valgt som De Radikales spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2024.

    Hun sidder i partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og tidligere har hun været formand for Radikal Ungdom.

    Det krævede tre afstemninger på De Radikales landsmøde, før resultatet stod klart, selv om Sigrid Friis Frederiksen førte an fra begyndelsen.

    Partiets regler tilsiger, at en kandidat skal have over 50 procent af stemmerne, før vedkommende er valgt.

    Det førte til, at feltet af fire kandidater blev skåret ned gennem flere afstemninger.

    Først røg Charlotte Burgess ud.

    Derefter faldt tidligere minister Rasmus Helveg Petersen.

    I sidste runde vandt Sigrid Friis Frederiksen over Anne Sophie Callesen med stemmerne 200 mod 112.

    /ritzau/