Fem personer er lørdag blevet kørt til Aalborg Universitetshospital efter en alvorlig færdselsulykke mellem Hjørring og Sindal.
Det oplyser Nordjyllands Politi til Ritzau.
Der er tale om et frontalt sammenstød mellem to biler på Hjørringvej og Dalgårdsvej i retning mod Sindal. I den ene bil sad der fire personer, mens der i den anden kun var føreren.
Politiet estimerer, at sammenstødet er sket med en hastighed på omkring 110 kilometer i timen.
Nordjyllands Politi oplyser ikke yderligere detaljer om de tilskadekomnes tilstand. Det skyldes, at ikke alle pårørende er blevet underrettet endnu.
Det står endnu heller ikke klart, præcis hvordan ulykken er sket.
I timerne efter sammenstødet var Hjørringvej afspærret. Omkring klokken 19 blev vejen genåbnet.
/ritzau/











