Krydstogtskibet “Ocean Explorer” har fået tilladelse til at sejle videre efter at have været tilbageholdt i forbindelse med en grundstødning i Alpefjord i Nordøstgrønland.
Det oplyser Grønlands Politi fredag aften.
Tilladelsen er givet, efter at den indledende efterforskning af grundstødningen er blevet afsluttet.
– Efterforskningen er foretaget i et virkelig godt samarbejde med Søfartsstyrelsen, Sirius Patruljen, Arktisk Kommando og besætningen på inspektionsskibet “Knud Rasmussen”, skriver vagtchef hos politiet i Nuuk Gideon Quist i en pressemeddelelse.
Skibet gik på grund i Alpefjorden mandag. Først torsdag lykkedes det for “Ocean Explorer” at komme flot. Det skete med hjælp fra Naturinstituttets fiskeforskningsskib “Tarajoq”.
/ritzau/











