Syd- og Sønderjyllands Politi har fredag eftermiddag fundet to personer, som var efterlyst, fordi ingen havde hørt fra dem siden tirsdag, i god behold.
Det skriver politikredsen på det sociale medie X, tidligere Twitter.
– Samtidig bringer vi en venlig opfordring om, at det er godt at orientere sine pårørende, hvis rejseplanerne ændrer sig, skriver politiet.
De to var sejlet ud i en hvid gummibåd tirsdag fra Ribe. De ville efter planen vende tilbage til Ribe efter en overnatning.
Det gjorde de imidlertid ikke, og derfor efterlyste politiet dem tidligere fredag.
/ritzau/











