Røde Halvmåne: Mindst 11.000 er omkommet i Derna

    Nødhjælpsorganisationen Røde Halvmåne siger torsdag, at mindst 11.300 mennesker er omkommet i den libyske kystby by Derna, mens tusindvis af andre stadig er meldt savnet.

    Hjælpeorganisationens generalsekretær, Marie el-Drese, siger over telefonen til nyhedsbureauet AP torsdag aften, at 10.100 mennesker er meldt savnet i alene i Derna.

    De libyske sundhedsmyndigheder har tidligere oplyst, at mindst 5500 mennesker mistede livet i byen.

    Borgmester Abdulmenam Al-Ghaiti sagde onsdag, at han frygter, at op mod 20.000 mennesker er omkommet i Derna, som ligger i den østlige del af Libyen.

    Tidligere torsdag anslog libysk Røde Halvmånes pressechef over for mediet BBC, at dødstallet havde passeret 10-11.000, og at omkring 20.000 fortsat er savnet. Disse tal omfatter også andre oversvømmede områder i landet.

    Hjælpeorganisationen siger videre, at omkring 2000 lig er skyllet i havet som følge af oversvømmelsen.

    Røde Halvmånes pressechef siger, at omkring 3000 mennesker for tiden opholder sig i evakueringscentre, som drives af organisationen.

    – Forsyninger kommer, og det standser ikke. Men katastrofen er større end mængden af forsyninger, siger han.

    Ikke detonerede sprængladninger fra borgerkrigen i landet i 2011 skaber også problemer i Derna, siger hjælpeorganisationen, som opfordrer alle til at gå forsigtigt frem.

    – Indbyggere og redningsmandskab skal være forsigtige og undersøge steder, hvor de mener, at der kan ligge eksplosiver.

    /ritzau/Reuters

    /ritzau/