Til efteråret vil nye regler om organdonation blive virkelighed på de danske hospitaler.
Det har skubbet til danskernes holdning til organdonation i en positiv retning.
Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen.
– Hver femte siger, at de nu faktisk er mere tilbøjelige til at ville registrere sig som organdonor, siger enhedschef Maria Herlev Ahrenfeldt i en pressemeddelelse.
De nye regler betyder, at det bliver muligt at donere større organer ved cirkulatorisk død – også kaldet hjertedød.
Tidligere har det været et kriterium, at en person skulle være hjernedød. Nu kan organer altså også blive doneret, når vejrtrækningen ophører, og hjertet går i stå.
– Undersøgelsen viser, at der er stor interesse for at vide, hvad det betyder, at organdonorer skal være konstateret hjernedøde eller cirkulatorisk døde, siger Maria Herlev Ahrenfeldt.
Generelt er holdningen til organdonation positiv. Godt otte ud af ti danskere har en positiv eller meget positiv holdning til organdonation.
Det er kun to procent, der er negative eller meget negative.
På trods af det har en tredjedel af danskerne ikke taget stilling til, om de vil være organdonor.
Rigshospitalet og universitetshospitalerne i Odense, Aarhus og Aalborg er de første hospitaler, der går i gang med organforløb ved cirkulatorisk død.
/ritzau/











