FN har modtaget troværdige beviser for eksistensen af mindst 13 massegrave i den sudanesiske by El Geneina og det omkringliggende område.
Sådan lyder det onsdag fra FN i et opslag på det sociale medie X, det tidligere Twitter.
Massegravene er ifølge FN resultater af den paramilitære gruppe RSF’s og arabiske militsers angreb på civile.
De fleste af de civile i massegravene stammer fra befolkningsgruppen massalit.
Sudan har i snart fem måneder været præget af en væbnet konflikt mellem landets hær og RSF.
Det er Sudans hærchef, general Abdel Fattah al-Burhan, der siden april har været i åben krig med RSF, som ledes af hans tidligere næstkommanderende, Mohamed Hamdan Dagalo.
Over 2,8 millioner borgere i hovedstaden, Khartoum, er flygtet. Inden april boede der cirka fem millioner mennesker i byen.
/ritzau/Reuters











