I alt fem unge mænd er blevet varetægtsfængslet til starten af oktober, sigtet for at have røvet tre fodboldfans efter en fodboldkamp i Hvidovre i august.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Mændene, som er mellem 18 og 28 år, er løbende blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup de seneste uger, skriver politiet.
Ifølge pressemeddelelsen er mændene mistænkt for vold og for at frarøvet tre andre mænd en fodboldtrøje og en jakke efter en superligakamp.
– Varetægtsfængslingerne af de fem mistænkte er med til at sende et klart signal om, at myndighederne ser meget alvorligt på kriminalitet begået i hooliganmiljøet, siger Natascha Poulsen, som er anklager i sagen, i pressemeddelelsen.
Der har været flere sager i det seneste år, hvor fodboldfans er blevet frataget trøjer.
I februar afgjorde Retten i Glostrup en lignende sag, hvor straffen lød på fire måneders fængsel. Men de tiltalte i den sag blev dømt for at have begået ulovlig tvang og ikke røveri.
I den sag blev to fans af FCK tvunget til at aflevere deres trøjer på S-toget mellem Brøndbyøster Station og Glostrup Station.
/ritzau/









