Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har afsluttet fem timers forhandlinger på en rumbase i det østligste Rusland.
Det skriver nyhedsbureauet Tass.
Forhandlinger mellem de to har været vigtige og substantielle, siger Putins talsmands, Dmitrij Peskov, ifølge Reuters.
Fra vestlig side har det været antagelsen, at det især har handlet om militært isenkram.
Rusland er presset i krigen mod Ukraine. Det gælder især i forhold til artilleri og ammunition, som det stærkt militariserede Nordkorea ville være i stand til at levere.
Omvendt har Nordkorea behov for teknologi, der vil sætte landet i stand til at gå endnu længere med udviklingen af langtrækkende raketter. Her ville Rusland kunne være leveringsdygtig.
Men leverancer af den type udstyr er ikke tilladt ifølge den række af FN-resolutioner, der har været i kraft under Nordkoreas udvikling af atomvåben.
Kim sagde ved mødet, at han støtter Ruslands krig i Ukraine.
/ritzau/









