Formstærk finsk FCN-kantspiller er ude på ubestemt tid

    Oliver Antman har spillet en fremtrædende rolle i FC Nordsjællands fornemme sæsonstart, men i den kommende periode må klubben klare sig uden finnen.

    Kantspilleren kom til skade i landskampen mod Danmark i søndags, og derfor er han ukampdygtig “i en længere periode”, skriver FCN på sin hjemmeside.

    – Oliver har fået en rigtig god start på sæsonen – ikke kun i FC Nordsjælland, men også med sit gennembrud på det finske A-landshold – så det er super ærgerligt, at han nu har udsigt til en længere pause, siger sportschef Jan Laursen.

    Oliver Antman indledte sæsonen med hovedsageligt at være indskifter for FCN, men i de seneste fire superligakampe har han taget plads i startopstillingen.

    Det er blevet til en enkelt scoring hos nordsjællænderne, som på andenpladsen er to point efter FC København i Superligaen.

    FCN oplyser ikke præcist, hvad Oliver Antman fejler, men fortæller, at man i den kommende tid vil “kaste yderligere lys over både skaden og omfanget”.

    Den 22-årige kantspiller kom til FCN allerede som teenager og har været på kontrakt i klubben lige siden.

    Han har haft en enkelt afstikker til hollandske FC Groningen, som i foråret havde ham tilknyttet på en lejeaftale. I den periode spillede han 11 kampe i Æresdivisionen.

    Samtidig med udmeldingen om Oliver Antman har FCN afsløret, at klubben fra nytår får tilgang af angriberen Milan Iloski.

    Han kommer til klubben fra Orange County i den næstbedste amerikanske række, hvor den tidligere FCN-spiller Morten Karlsen lige nu er træner.

    Han har scoret 12 mål i 27 ligakampe i denne sæson.

    /ritzau/