Politiet leder efter brandmand i drabssag fra Herlev

    Københavns Vestegns Politi søger en cirka 50-årig tidligere brandmand, som muligvis kan bidrage til efterforskningen på drabet af den 32-årige kvinde i Elverparken i Herlev.

    – Manden har fortalt andre vidner, at han var i parken inden gerningstidspunktet.

    – Han har oplyst til andre vidner, at han inden drabet havde set den 32-årige kvinde, mens hun gik i parken og luftede hund, skriver politiet i en pressemeddelelse.

    Manden fortalte, at han er tidligere brandmand og bor på Tornerosevej tæt ved Elverparken. Politiet understreger, at manden på ingen måde er mistænkt i sagen.

    – Denne tidligere brandmand vil Københavns Vestegns Politi meget gerne tale med, da han kan have gjort sig vigtige observationer og opfordrer ham derfor til at kontakte politiet, lyder det i pressemeddelelsen.

    Manden beskrives – ud over at ligne en på omkring 50 år – som kraftig af bygning.

    Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 43 86 14 48.

    /ritzau/