Sverige hæver næste år landets forsvarsbudget, så det lever op til Natos krav om, at medlemslande skal bruge to procent af bnp på forsvaret.
Det siger Sveriges forsvarsminister, Pål Jonson, mandag på et pressemøde.
– Vi befinder os i den mest alvorlige sikkerhedspolitiske situation siden Anden Verdenskrigs afslutning, tilføjer ministeren.
Sverige har ansøgt om at blive en del af Nato, men er fortsat ikke en del af forsvarsalliancen. Der mangler grønt lys fra Tyrkiet og Ungarn.
Det svenske forsvarsbudget bliver øget med 27 milliarder svenske kroner i 2024. Heraf er 700 millioner svenske kroner “nye”, skriver TT.
De 700 millioner kroner skal dække administrative udgifter ved at blive medlem af Nato. Det siger forsvarsministeren.
– Det er specifikt dedikeret til Nato-udgifterne, i og med at vi vurderer, at vi kommer til at blive en del af Nato-alliancen, lyder det fra Pål Jonson.
Det samlede forsvarsbudget bliver næste år 119 milliarder svenske kroner.
/ritzau/











