Det er både interessen for at købe og sælge ejerlejligheder, der er steget en smule i august, hvis man sammenligner med samme måned sidste år.
Det viser tal fra Finans Danmark.
Det kan skyldes, at vi i Danmark snart får et nyt boligskattesystem, vurderer Ane Arnth Jensen, der er viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Det skal efter planen træde i kraft den 1. januar.
– Det forventes, at særligt ejerlejlighederne vil få en højere boligskat som følge af de nye regler, siger hun i en pressemeddelelse.
– Men regeringen har lovet, at danskernes boligskat ikke vil være højere i 2024 end i 2023. Boligejerne får derfor en skatterabat, hvis deres boligskat kommer til at stige på grund af de nye regler.
Man opnår dog kun en rabat, hvis man har købt sin nye bolig inden årsskiftet.
/ritzau/











