Drabsmanden Danelo Cavalcante, der har været på flugt fra myndighederne i USA siden 31. august, er blevet opdaget på et overvågningskamera omkring 40 kilometer fra det fængsel, han for 11 dage siden krabbede sig ud af.
Det oplyser politiet søndag lokal tid på et pressemøde.
Den 34-årige mand har siden flugten fra Chester County Prison stjålet en hvid varevogn af mærket Ford og undveget politiets søgelys.
Efter han have kørt til East Pikeland omkring 40 kilometer fra fængslet, prøvede han at kontakte en tidligere kollega. Der var her, han blev opdaget på en ringeklokke med indbygget kamera.
På overvågningsvideoen fremgår det ifølge politiet, at han har ændret sit udseende og nu er nybarberet og iført en grøn hættetrøje.
Mandens spektakulære flugt er blevet fanget på overvågningsvideo fra fængslet. På den kan man se, hvordan han laver en form for krabbegang op ad to tætstående vægge. Han kravler efterfølgende videre op på taget.
Ugen forinden var den brasilianske statsborger blevet idømt fængsel på livstid for at have dræbt sin kæreste ved at stikke hende 38 gange foran hendes børn i 2021.
/ritzau/Reuters











