Den danske kunstner og billedhugger Bjørn Nørgaard angriber regeringens lovforslag, der skal forhindre koranafbrændinger.
Han kalder det et “makværk” og mener, at regeringen ofrer den frie kunst.
Det siger han i et interview med Berlingske.
Regeringen har fremsat et konkret forslag til et juridisk indgreb mod koranafbrændinger efter en stribe af afbrændinger, der har skabt spændinger mellem Danmark og mellemøstlige lande.
Ordlyden kommer specifikt til at være, at det kan straffes, hvis man behandler genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund “utilbørligt”.
Der har siden lovforslagets præsentation været relativt stille fra den kunstneriske verden. Men Bjørn Nørgaard tager nu bladet fra munden og forklarer til Berlingske, at han selv har haft brug for tid til at finde ud af, hvordan han skulle formulere sig.
– I dag er der jo ikke tale om, at kunstnerne vil udvide et frihedsbegreb. Her er der tale om et direkte, uprovokeret indgreb fra politikernes side mod kunstnerne. Og så undskylder de det med ham skvadderhovedet (Rasmus Paludan, red.), som de jo sagtens kunne have grebet ind over for, hvis de ville, siger han til mediet.
Blandt andet fremhæver Berlingske den eksiliranske kunstner Firoozeh Bazrafkan, der i flere gange har skændet Koranen som protest mod det iranske præstestyres kvindeundertrykkelse.
Det vil med fremtidens lov ikke være lovligt.
/ritzau/











