Politiet i London leder fredag morgen efter en terrormistænkt flugtfange i den store Richmond Park i det sydvestlige London.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Fangen, 21-årige Daniel Khalife, flygtede onsdag morgen fra et fængsel i London. Fængslet ligger cirka otte kilometer fra Richmond Park.
Ifølge britiske BBC har to helikoptere i løbet af natten og morgenen cirkuleret over parken. Betjente har holdt øje med parkens indgange.
Richmond Park er cirka ti kvadratkilometer stor. Det svarer nogenlunde til størrelsen på Dyrehaven nord for København.
Khalife menes at være sluppet ud fra fængslets køkken, hvor han arbejdede, ved at spænde sig fast til undersiden af en varevogn, der leverede mad.
/ritzau/











