Morten Skov er kronet som ny FH-formand

    Morten Skov Christiansen er officielt Fagbevægelsens Hovedorganisations (FH) nye formand. Det er vedtaget på en ekstraordinær kongres i K.B. Hallen.

    Ingen modkandidater gik officielt efter topposten efter Lizette Risgaards afgang, hvilket er grunden til, at der torsdag ikke blev gennemført nogen egentlig afstemning.

    Derimod blev han vedtaget som formand med klapsalver.

    I sin takketale siger han tak for tilliden igennem en svær tid i fagbevægelsen.

    Han har siden foråret fungeret som fungerende formand efter Risgaard trådte tilbage på grund af internt pres fra en række andre medlemsforbund. De trak løbende støtten til hende, efter at hun blev anklaget for en række upassende berøringer i sin tid som formand.

    /ritzau/