Alle fem værtsbyer til Royal Run ’24 er nu offentliggjort.
Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Blandt disse fem byer er hele tre af dem jyske.
Det bliver Brønderslev, Aarhus, Fredericia, Kalundborg og København/Frederiksberg, der skal danne rammerne om det royale motionsløb.
Brønderslev, Fredericia og Kalundborg skal arrangere Royal Run for første gang, fremgår det.
– Nu er værtsbyerne for Royal Run ’24 offentliggjort, og ved at komme ud til nye dele af landet kan vi sammen med værtsbyerne tage næste skridt mod at inspirere til mere bevægelse hos forhåbentlig endnu flere danskere – ikke blot på dagen for Royal Run, men også op til og efter.
Sådan lyder det fra Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe i pressemeddelelsen.
Løbet fandt sted første gang i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag og er siden blevet afholdt hvert år på 2. pinsedag.
København/Frederiksberg har været med siden begyndelsen af Royal Run, mens Aarhus har været værtsby tre gange tidligere (2018, 2019 og 2022).
I maj i år slog løbet deltagerrekord, da 93.679 støvede løbeskoene af og tilmeldte sig det royale – men folkelige – løb.
Arrangørerne bag fortalte i den anledning, at en tredjedel af de tilmeldte til årets motionsløb aldrig før havde deltaget i et motionsløb, hvorfor arrangørerne efterfølgende ville hive fat i deltagerne for at inspirere dem til mere motion.
Royal Run bliver afholdt den 20. maj 2024.
Der er endnu ikke åbent for tilmelding til Royal Run ’24, men det forventes at ske i løbet af november måned.
Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik.
TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
/ritzau/











