Helbredsproblemer tvinger Springsteen til at udskyde koncerter

    Helbredsproblemer får Bruce Springsteen til at udskyde resten af sine planlagte koncerter i september.

    Det oplyser den 73-årige sanger og sangskriver på det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter.

    I alt er der tale om otte koncerter i USA.

    Det er Springsteens lægelige rådgivere, der har taget beslutningen om, at koncerterne bør udskydes. Det sker som følge af, at “Born in the U.S.A.”-sangeren er under behandling for symptomer på mavesår, lyder det.

    – Vi er knuste over, at vi må udskyde de her koncerter, lyder det fra Springsteen i opslaget.

    – Tak for jeres forståelse og støtte. Vi har moret os under koncerterne, og vi ser frem til endnu flere gode stunder. Vi vender snart tilbage, tilføjer sangeren.

    De aflyste koncerter er en del af en større turné, der den 11. og 13. juli bragte Bruce Springsteen and the E Street Band til Parken i Danmark.

    /ritzau/