Moldova nægter at betale gæld til russisk gasselskab

    Moldova har ikke i sinde at betale sin gæld til det russiske olie- og gasselskab Gazprom.

    Sådan lød det onsdag fra Moldovas energiminister, Victor Parlicov.

    – Efter at have opklaret gælden for naturgas står det klart, at Moldova og dets indbyggere ikke er forpligtet til at betale de tilsvarende regninger, sagde han.

    Mens Moldova hævder, at gælden lyder på 8,6 millioner dollar, mener Gazprom derimod, at den står på 709 millioner dollar.

    Det svarer til henholdsvis 60 millioner kroner og knap fem milliarder kroner.

    Udtalelserne er ikke faldet i god jord hos Rusland. Landets udenrigsministerium opfordrer Moldova til ikke at “politisere” problematikken om energiforsyningen.

    – Fra vores side af vil vi gerne bide mærke i, at Gazprom har været en driftssikker leverandør af energi i årtier, siger talskvinde Marija Zakharova i en udtalelse på ministeriets hjemmeside.

    /ritzau/Reuters