Ukraines parlament godkender landets nye forsvarsminister

    Ukraines parlament har godkendt Rustem Umerov som ny forsvarsminister.

    Det oplyser det ukrainske parlamentsmedlem Jaroslav Zjeleznja onsdag på kommunikationstjenesten Telegram.

    Han har samtidig offentliggjort et billede, der viser, at 338 ud af 360 parlamentsmedlemmer har stemt for at godkende Umerov.

    41-årige Umerov, der er opvokset på Krim-halvøen, er blevet anbefalet som ny forsvarsminister af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

    Han overtager posten fra Oleksij Reznikov.

    Udskiftningen beskrives som den mest markante i Ukraines forsvarssektor under den igangværende krig i Ukraine.

    Umerov kommer fra en post som leder af Ukraines største investeringsfond.

    Han har tidligere været valgt ind i det ukrainske parlament og har spillet en vigtig rolle som forhandler for sit land.

    I krigens første uger var han en af de forhandlere, der mødtes med russiske udsendinge for at drøfte en mulig våbenhvile og fredsaftale.

    /ritzau/