Den danske EU-kommissær Margrethe Vestager er officielt kandidat til at blive formand for Den Europæiske Investeringsbank og tager orlov fra EU-Kommissionen.
Det bekræfter hun selv på Twitter.
– Fra i dag er jeg officielt kandidat til at blive formand for Den Europæiske Investeringsbank, siger hun.
– Så jeg tager ulønnet orlov fra mit arbejde i EU-Kommissionen for at fokusere på mit kandidatur. Det betyder, at I ikke hører fra mig angående mit arbejde for Kommissionen i de kommende uger.
Margrethe Vestager har siden 2019 været ledende næstformand for Kommissionen med ansvar for et Europa, der er klar til den digitale tidsalder og konkurrence.
Hun har siden 2014 været konkurrencekommissær.
/ritzau/











