En 30-årig mand fra Varde er omkommet i forbindelse med et færdselsuheld ved Hvide Sande.
Det oplyser vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Ulykken er sket tirsdag på Sønder Klitvej, der ligger syd for Hvide Sande.
Her kommer den 30-årige ifølge vagtchefen kørende på motorcykel i nordgående retning, da han rammer ind i en bil, som holder stille foran ham.
– Han overser formentlig nogen, der holder stille i samme retning som ham, siger Jens Claumarch.
Da manden rammer ind i bilen, mister han balancen og ryger ifølge vagtchefen over i en modkørende bil.
Han kommer alvorligt til skade, og en helikopter bliver tilkaldt med en læge. Den 30-årige bliver erklæret død kort efter.
Politiet har i løbet af tirsdag en bilinspektør på stedet, som skal forsøge at fastslå, hvad årsagen til ulykken er.
/ritzau/











