En aftale mellem Nigers militærjunta og landene i den vestafrikanske sammenslutning Ecowas kan være lige på trapperne.
Sådan lyder det fra Ali Mahaman Lamine Zeine, der er blevet indsat som premierminister i Niger efter militærkuppet i landet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ecowas består af en række vestafrikanske lande. Organisationen har tidligere truet med at gå militært ind i Niger, hvis kupmagerne ikke trækker sig fra magten, som de overtog i slutningen af juli.
– Vi er ikke stoppet med at være i kontakt med Ecowas. Vi har fortsat kontakt. Vi tror på, at vi kan nå en aftale i de kommende dage, sagde Ali Mahaman Lamine Zeine på et pressemøde mandag ifølge AFP.
Ved kuppet afsatte medlemmer af Nigers nationalgarde præsident Mohamed Bazoum og tog ham til fange. Desuden blev Nigers regering sat fra bestillingen, og en ny blev dannet af kupmagerne.
– Vi forbereder os på, at vi til enhver tid kan blive angrebet. Alle forberedelser er gjort. Det ville være en uretfærdig krig. Vi er fast besluttede på at forsvare os selv, hvis der sker et angreb, sagde Zeine.
/ritzau/











