Politi er ude til anmeldelse om skud i Ishøj

    Københavns Vestegns Politi er mandag aften rykket ud til en anmeldelse om skud i Ishøj.

    Det skriver politikredsen på det sociale medie X – tidligere kendt som Twitter.

    Kort før klokken 21 mandag skriver politiet, at der er affyret skud. Men der er ifølge politiet ingen tegn på, at nogen skulle være ramt.

    – Vi har afspærret et større område og arbejder på stedet i nogen tid endnu, lyder det.

    Det fremgår ikke, om politiet har anholdt nogen i forbindelse med skyderiet.

    Hændelsen er sket på Gildbrovej i Ishøj.

    Politiet skriver, at der er hørt høje brag på stedet.

    /ritzau/