Borger finder død mand i vandet ud for Sjællands Odde

    Midt- og Vestsjællands Politi er mandag eftermiddag rykket ud til Sjællands Odde, hvor der er fundet en død mand.

    Det oplyser vagtchef Michael Rahn.

    Manden er ikke identificeret. Politiet kender ikke dødsårsagen, og betragter det derfor for nuværende som et mistænkeligt dødsfald.

    Den afdøde blev fundet ud for Gnibenvej, som er tæt på spidsen af Sjællands Odde.

    Ifølge vagtchefen var det en borger, som fandt manden omkring fem meter ud for kysten og hentede ham i land.

    Vagtchefen fortæller, at politiet forventer at arbejde på stedet nogle timer endnu.

    Sagen blev anmeldt til politiet klokken 13.54.

    /ritzau/