Skoleskibet Georg Stage må nøjes med et årligt togt

    I regeringens forslag til en finanslov er der kun sat penge af til ét årligt togt med skoleskibet Georg Stage.

    Skoleskibet har siden 2019 haft mulighed for at sejle ud to gange om året.

    At skibet skal ligge i havn halvdelen af tiden, kommer ikke kun til at få betydning for organisationen, men også for en række unge mennesker ifølge direktør Asser Amdisen.

    – De 63 succeser, som vi laver, hver gang vi sender et hold afsted, de kommer ikke, siger han.

    – Vi ved, at halvdelen er i fare for at falde fra uddannelse og arbejdsmarkedet i det hele taget.

    På Georg Stage bliver man uddannet til ubefaren skibsassistent, som er den maritime grunduddannelse, og 95 procent af eleverne gennemfører uddannelsen.

    Skoleskibet har siden 2019 fået et- og toårige bevillinger til dobbelttogter, men ønsket har hele tiden været, at det blev en permanent del af finansloven.

    Det nye forslag til finansloven lægger dog kun op til ét årligt togt.

    Det er direktør Asser Amdisen uforstående overfor.

    – Vi har mange flere elever, end vi har plads til, og et arbejdsmarked der står lige i den anden ende, siger Asser Amdisen.

    Brancheorganisationen Danske Rederier er også ærgerlig over, at der ikke kom en fast bevilling til dobbelttogter for skoleskibet – i hvert fald ikke i første omgang.

    – Rederierne står nærmest klar med kontrakter på kajkanten til de unge mennesker, der har været ude at sejle med skoleskibene, siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør, i en pressemeddelelse.

    – Derfor håber jeg selvfølgelig, at dobbelttogterne finder vej til forhandlingsbordet, så vi kan sikre en strøm af unge mennesker til rederierne.

    Hvert togt tager 20 uger og har 63 elever. Man skal have bestået 9. klasse og være mellem 18 og 22 år for at komme med.

    /ritzau/