Brand i skole i Assens: Politi beder borgere holde sig væk

    Fyns Politi beder torsdag eftermiddag borgere om at trække væk fra området omkring en skole i Assens, hvor der er melding om en brand.

    Det oplyser politikredsen på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

    Skolen ligger på Damsgade 34 i Assens, hvor der er udbrudt brand.

    – Skolen melder umiddelbart alle ude og ingen tilskadekomst.

    – Giv plads til redningsarbejde – træk væk fra røg og område, skriver politiet.

    Politiet skriver, at branden formentlig er startet i et fysiklokale.

    /ritzau/