En mand er kommet alvorligt til skade i et solouheld ved Frederikshavn.
Det oplyser Nordjyllands Politi på det sociale medie X – førhen Twitter.
– Det drejer sig om et solouheld, hvor en personbil er kørt ind i autoværnet, og den mandlige fører er alvorligt tilskadekommen, skriver politiet.
Uheldet er sket på Europavej i nordlig retning.
Europavej har kortvarigt været afspærret, mens en lægehelikopter landede for at bringe manden til behandling på Aalborg Universitetshospital.
Politi og en bilinspektør har siden undersøgt uheldsstedet nærmere for at finde ud af, hvordan uheldet skete.
Omkring klokken 14 er undersøgelserne færdige, og alle kørebaner er åbne igen, skriver politiet på X.
/ritzau/











