EU vil indføre sanktioner mod de ansvarlige for militærkuppet i Niger.
Det siger EU’s udenrigschef, Josep Borrell, forud for et møde for EU-landenes udenrigsministre torsdag i Toledo i Spanien.
– Vi vil komme med stærke sanktioner, som følger den vej, Ecowas har lagt, siger Josep Borrell.
Spørgsmålet skal torsdag drøftes med EU-landenes udenrigsministre. På mødet deltager også præsidenten for Ecowas, Omar Touray, samt Nigers udenrigsminister i eksil, Hassoumi Massoudou.
EU’s udenrigschef understreger, at EU-landene ønsker “afrikanske løsninger på afrikanske problemer”. Derfor vil EU følge den retning, som Economic Community of West African States (Ecowas) lægger:
– EU vil overveje alle forslag, som Ecowas fremsætter. De har besluttet en stærk pakke af sanktioner, og vi har startet arbejdet på at indføre stærke sanktioner, siger Josep Borrell.
Spørgsmål: Vil EU bidrage med militær støtte, hvis Ecowas beslutter sig for at gribe ind militært?
– Vi vil seriøst overveje alle forslag, som Ecowas fremsætter over for os. Vi støtter afrikanske løsninger på afrikanske problemer, og vi støtter Ecowas, men vi skal se forslagene først, før vi kan tage stilling, siger Josep Borrell.
Kuppet i Niger understreger ifølge Borrell ustabiliteten i Sahel-regionen, der er en af de fattigste i verden, hvor omstridte valg og korruption har ført til flere militære magtovertagelser.
Både EU og Ecowas har allerede indført økonomiske og politiske sanktioner mod Niger, men næste skridt vil give EU mulighed for at ramme specifikke personer og organisationer, der er knyttet til militærjuntaen.
– Vi skal gøre, hvad vi kan. Vi skal sanktionere juntaen i Niger, og det skal være meget stærke sanktioner, siger Josep Borrell.
Det er dog endnu et åbent spørgsmål, om EU også vil gå med, hvis Ecowas beder om økonomisk støtte til en militær intervention for at genindsætte Nigers afsatte regering.
/ritzau/Reuters











