Den franske Formel 1-kører Esteban Ocon skifter fra den kommende sæson til Force India på en flerårig kontrakt.
Det skriver Force India på sin hjemmeside.
Den 20-årige franskmand overtager det ledige sæde efter Nico Hülkenberg og bliver dermed teamkollega til mexicaneren Sergio Perez.
Force India-direktør Vijay Mallya kalder nyerhvervelsen “et exceptionelt talent”.
– Vi har haft kig på Esteban i flere år og fulgt hans fremgang som juniorkører, hvor han har leveret fremragende resultater.
– Vi afprøvede ham i bilen sidste år under testkørslen, og hans indsats overbeviste os om, at han er mere end god nok til at være makker til Sergio, siger Vijay Mallya.
Esteban Ocon har i denne sæson kørt syv grandprixer for Manor-teamet og været reservekører for Renault.
/ritzau/











