Ørsted-aktien får kæmpeklø efter milliardnedskrivning i USA

    Dårlige nyheder fra USA har onsdag sendt energiselskabets Ørsted ud i en enorm nedtur på børsen.

    I alt blev knap en fjerdedel barberet af Ørsted-aktiens værdi. Mere præcist faldt værdien af aktien med 24,8 procent.

    Det står klart efter børslukning klokken 17.

    Ifølge erhvervsmediet MarketWire er der tale om selskabets største kursfald nogensinde.

    Nedturen kommer, efter at selskabet sent tirsdag aften besluttede at nedskrive værdien af tre amerikanske havvindprojekter med fem milliarder kroner. Årsagen er forsinkelser og højere materialepriser.

    – Kursreaktionen er harsk og barsk, skrev Per Hansen, investeringsøkonom, tidligere onsdag, da aktienedturen begyndte.

    – Investorerne river plastret af og frygter for profitabiliteten af fremtidige investeringer.

    En del af årsagen til kursfaldet er, at selskabet holder døren åben for yderligere afskrivninger.

    De kan blandt andet komme, hvis forhandlingerne om en amerikansk skatterabat ikke får det ventede udfald, og hvis renten ikke snart begynder at falde igen.

    De samlede nedskrivninger kan ende på 16 milliarder kroner.

    /ritzau/