Flere sigtet for at bære ulovlige våben i visitationszoner

    Fem personer er blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse i forbindelse med to visitationszoner, der er indført efter et skuddrab på Christiania i weekenden.

    Det oplyser Københavns Politi onsdag eftermiddag på det sociale medie X, der tidligere hed Twitter.

    Visitationszonerne trådte i kraft på Christiania, dele af Amager samt Nørrebro og Nordvest klokken 18 mandag.

    Siden er cirka 50 personer blevet visiteret af politiet.

    – Vi har fundet eller beslaglagt seks stikvåben, en totenschlæger og en peberspray, og fem personer er blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, skriver politiet.

    Det fremgår ikke, i hvilke af visitationszonerne politiet har gjort fundene, eller om der er personer iblandt, som mistænkes for at have relation til skyderiet på Christiania.

    Når politiet indfører en visitationszone, kan det stikprøvemæssigt visitere folk.

    Politiet kan også undersøge køretøjer og tøj. Det skal blandt andet sikre, at folk ikke bærer våben i zonerne.

    /ritzau/