To Novo Nordisk-produkter skal prisforhandles i USA

    To produkter fra Novo Nordisk er på listen over de ti lægemidler i USA, som den offentlige amerikanske sygesikring Medicare skal genforhandle priserne på.

    Det skriver mediet MedWatch.

    Det er diabetesmidlerne Fiasp og Novolog, der på grund af ny lovgivning nu skal prisforhandles.

    Fiasp solgte for lidt over 606 millioner kroner i USA i 2022, fremgår det i det seneste årsregnskab fra selskabet.

    Novolog omsatte i samme periode for cirka 5,6 milliarder kroner i USA.

    Novo Nordisk omsatte for 84,7 milliarder kroner samlet i USA i perioden, fremgår det.

    Lægemidlerne Fiasp og Novolog udgør dermed lidt over 7 procent af salget i USA.

    777.000 patienter, der hører under den offentlige sygeforsikring i USA, brugte enten Fiasp eller Novolog fra juni 2022 til maj 2023, oplyser Medicare på den offentliggjorte liste over udvalgte lægemidler.

    De genforhandlede priser træder i kraft den 1. januar 2026 og vil blive offentliggjort den 1. september 2024 af de amerikanske myndigheder, skriver MedWatch.

    /ritzau/