Britisk flysystem er ramt af tekniske problemer

    Tekniske problemer hos den britiske lufttrafiktjeneste betyder, at flytrafikken til og fra flere lufthavne i Storbritannien mandag er præget af forsinkelser og aflysninger.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    – Vi oplever i øjeblikket et teknisk problem og har indført restriktioner på trafikstrømmen for at opretholde sikkerheden. Teknikere arbejder på at finde og løse problemet, udtaler en talsperson for National Air Traffic Service (Nats) ifølge Reuters.

    Tidligere mandag meddelte det skotske flyselskab Loganair på det sociale medie X, tidligere Twitter, at der var et problem med de computersystemer, der bruges til kontrol af lufttrafikken.

    Også her blev der varslet om forsinkelser på internationale flyrejser.

    Til DR oplyser Københavns Lufthavn, at alle fly til London-regionen og Skotland er forsinket og tidligst kommer til at afgå i aften.

    /ritzau/