Ukraine har søndag oplyst, at et civilt fragtskib, der har forladt havnen i Odesa, er nået til sikkert farvand.
Det er sket trods advarsler om, at Rusland kan opfatte sådanne skibe som militære trusler, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ukraine annoncerede en ny maritim korridor tidligere denne måned, efter at Rusland forlod kornaftalen, der sikrede sikker navigation gennem Sortehavet for fragtskibe med korn.
– Det andet skib er nået til rumænsk farvand efter succesfuldt at have navigeret gennem vores midlertidige sortehavskorridor, udtaler den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på sociale medier.
Skibet, der sejler med liberisk flag, skal fragte stål til det afrikanske marked.
– Tak til alle, der gjorde det muligt: Vores havnearbejdere, vores krigere og alle, der forsvarer friheden, siger præsidenten.
Kornaftalen mellem Rusland og Ukraine sikrede fra sommeren 2022 og cirka et år frem, at fragtskibe kunne sejle til og fra blandt andet Odesa uden at risikere at blive angrebet af Rusland.
Aftalen har Rusland dog valgt at træde ud af ved ikke at indvilge i en forlængelse af den.
/ritzau/











