Russiske efterforskere bekræfter søndag, at lederen af Wagner-gruppen, Jevgenij Prigozjin, er død i et flystyrt.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag styrtede et privatfly med Prigozjin på passagerlisten ned i Tver-regionen i det vestlige Rusland.
Siden har en undersøgelseskommission efterforsket styrtet, og søndag oplyser efterforskerne, at identiteten på de personer, som døde i styrtet, svarer til passagerlisten på flyet.
Af en udtalelse fra kommissionen på det sociale medie Telegram fremgår det, at det er gentest, som har ført til, at efterforskerne nu kan fastslå identiteten på de døde. Det skriver Sky News.
Der deles dog ikke umiddelbart yderligere detaljer om testene, og dødsfaldene er ikke uafhængigt bekræftet.
I alt ti personer var om bord på flyet.
Dmitrij Utkin – der ofte beskrives som Wagner-gruppens grundlægger – var også på listen.
Prigozjin førte an i den private militærgruppes kortvarige oprør mod den russiske militærledelse i juni. Her marcherede gruppen mod den russiske hovedstad, Moskva.
Marchen endte med, at der blev indgået en aftale mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og Wagner-gruppen, som afsluttede oprøret og flyttede sine soldater til Belarus.
Siden onsdagens flystyrt har en række eksperter, vestlige lande, kritikere af den russiske regering og andre spekuleret i, at Wagner-lederen kan være blevet dræbt.
Præsident Vladimir Putins talsmand, Dmitrij Peskov, har afvist påstandene og kaldt dem løgn.
/ritzau/











