Den hawaiianske myndighed for nødberedskab har lørdag udstedt en evakueringsordre for den vestlige del af øen Maui.
Det oplyser myndigheden ifølge nyhedsbureauet Reuters på det sociale medie X, der tidligere gik under navnet Twitter.
– Evakuer din familie og kæledyr nu – udsæt det ikke. Forvent forhold, der muligvis gør det svært at køre, og vær opmærksom på offentligt sikkerhedspersonale, der arbejder i området.
Evakueringsordren kommer, efter at naturbrande 8. august ødelagde det meste af byen Lahaina på den vestlige del af Maui.
Det officielle antal døde blev lørdag opgjort til at være 115 personer ifølge nyhedsbureauet AP.
Nyhedsbureauet har imidlertid kendskab til mindst to yderligere personer, som er døde i brandene, men som ikke indgår i det tal.
/ritzau/











