Zimbabwes præsident, Emmerson Mnangagwa, har sikret sig 52,6 procent af stemmerne ved valget i landet, der fandt sted denne uge. Dermed bliver han siddende på posten.
Det oplyser valgkommissionen sent lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Mnangagwa tog over for Robert Mugabe efter et militærkup i 2018. Det var forventet, at han ville sikre sig genvalg.
Han hovedudfordrer, Nelson Chamis, der står i spidsen for partiet Borgernes Koalition for Forandring (CCC), sikrede sig 44 procent af stemmerne, oplyser valgkommissionen i landet.
Ifølge en talsperson fra CCC vil partiet afvise ethvert resultat, der “forhastet er samlet uden ordentlig bekræftelse”.
Mnangagwa vandt også en smal sejr over Chamis ved valget i 2018. Dengang lød det fra oppositionen, at svindel var involveret, men en forfatningsdomstol holdt fast i resultatet.
Selv om valgkampen har været fredelig, har politiet i landet som sædvanligt forbudt oppositionens valgarrangementer, ligesom oppositionsstøtter også er blevet anholdt.
Zimbabwe har strenge regler, når det kommer til offentlig orden.
Regeringspartiet Zanu-PF nægter, at det skulle have uretfærdige konkurrencefordele på grund af forbuddene.
Lederen af EU’s valgobservatører sagde fredag, at valget havde fundet sted i et “klima af frygt”.
/ritzau/











