Præsidenten for Spaniens fodboldforbund, Luis Rubiales, er blevet udelukket fra al fodbold de næste cirka tre måneder.
Det er sket som følge af sagen om det kys, han gav landsholdsspilleren Jennifer Hermoso på læberne efter Spaniens VM-triumf sidste søndag.
Lørdag oplyser Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), at Rubiales er blevet foreløbigt suspenderet i 90 dage, mens disciplinærsagen mod ham, som Fifa åbnede torsdag, behandles.
Fifa oplyser samtidig, at Rubiales – eller folk, der repræsenterer ham – i den periode har forbud mod at kontakte Jennifer Hermoso eller folk omkring hende.
Det samme gælder andre officials eller ansatte i Det Spanske Fodboldforbund, der heller ikke må kontakte Hermoso.
/ritzau/











