Lukasjenko: Wagner-gruppen er i live og forbliver i Belarus

    Ifølge præsident Aleksandr Lukasjenko vil soldater fra Wagner-gruppen forblive i Belarus.

    Den belarusiske præsidents udtalelser kommer efter Wagner-leder Jevgenij Prigozjins formodede død, som har skabt usikkerhed om gruppens fremtid.

    – Wagner levede, er i live og vil leve i Belarus, selv om nogen skulle ønske det modsatte, siger Lukasjenko fredag ifølge det statslige nyhedsbureau Belta.

    Den polske regering anslog for nylig ifølge BBC, at mellem 3500 og 5000 Wagner-soldater befinder sig i Belarus.

    De tusindvis af soldater flyttede til den russiske allierede, efter at Prigozjin og Wagner-gruppen i juni gjorde oprør mod Ruslands militære ledelse.

    Oprøret blev dog kortvarigt. En aftale mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Prigozjin – med Lukasjenko som mægler – betød, at oprøret stoppede, og Wagner-soldater flyttede til Belarus.

    Onsdag styrtede et privatfly med Prigozjin på passagerlisten ned i Tver-regionen i det vestlige Rusland.

    Lukasjenko, som er en nær allieret af Putin, afviser, at den russiske præsident står bag lejehærens berygtede leders formodede død.

    – Han (Putin, red.) er en kalkulerende, meget rolig og endda langsom person i forbindelse med beslutninger om andre, mindre komplicerede emner, siger den belarusiske præsident ifølge Belta.

    – Så jeg kan ikke forestille mig, at Putin gjorde det.

    Lukasjenko har været ved magten i næsten tre årtier. Han tillod i februar sidste år Rusland at angribe Ukraine fra det sydlige Belarus.

    Udstationeringen af Wagner-soldater i Belarus har skabt spændinger med en række nabolande.

    I Polen er der blevet sendt tusindvis af soldater til grænseområder.

    Også Litauens regering har udtrykt bekymring for situationen og endda lukket grænseovergange til Belarus.

    Wagner er eller har også været til stede i en række afrikanske lande, blandt andet Syrien, Mali, Libyen og Den Centralafrikanske Republik. Flere steder beskyldes gruppen for at stå bag krigsforbrydelser.

    Gruppen vurderes ikke længere at spille nogen rolle i Ukraine.

    /ritzau/AFP