To mænd opsøgte sidste år en 60-årig mand i hans lejlighed i Vejle, fordi de ønskede at vide, hvorvidt han havde stjålet deres kokain.
Situationen eskalerede, og de to mænd stak den 60-årige mand med kniv i benet flere gange. Herefter endte han med at forbløde på gaden.
Fredag er de to mænd, der er 51 og 25 år, blevet idømt henholdsvis syv et halvt og otte års fængsel for grov vold med døden til følge.
Det oplyser sagens anklager, Christina Bork Hansen.
Ved Retten i Kolding blev der i strafudmålingen lagt vægt på voldens karakter, at det skete i forening, og at det foregik i forurettedes eget hjem.
Den 60-årige mand, der boede alene i sin lejlighed, blev fundet blødende på Svendsgade i Vejle 5. oktober sidste år, hvorefter han blev fløjet med helikopter på sygehuset.
Politiet meddelte senere, at han var afgået ved døden.
Offeret forsøgte at løbe efter de to mænd, efter at han havde fået skåret puls- og blodåre over i et af sine knæ midt i sin lejlighed.
De dømte ankede på stedet.
Den 25-årige er dømt for “gentagelsestilfælde”, da han tidligere er blevet dømt for vold.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad har de to mænd nægtet sig skyldige og har undervejs i sagen peget på hinanden som gerningsmand.
De to mænd, der begge kommer fra Vejle, har været varetægtsfængslet i knap et år. Oprindeligt blev de af politiet sigtet for manddrab.
Tre andre personer har tidligere været sigtet i sagen, men de er blevet løsladt, og sigtelserne frafaldt.
/ritzau/











